Trods angsten for tiltagende corona var der alligevel 12 personer, der havde fundet det umagen værd at tage til Café Klint på torvet i Vordingborg for at høre mig tale om H.C. Andersen dem 14- december.
12 personer er ikke så mange, og jeg hilste på alle. “Det er da ikke dig, der er Lise Bostrup!”, sagde en af gæsterne. “Øh”, sagde jeg. “Det er da ikke dig, vi kender fra fjernsynet”, var svaret. “Nåh ja, tænkte jeg. Man har vel været i fjernsynet et par gange, så ….” Heldigvis nåede jeg ikke at sige det højt, for damen fortsatte – i den allervenligste tone – altså hende fra Cirkusrevyen.”
Så faldt tiøren, eller måske skulle jeg hellere skrive tyvekronen i dag, hvor 10-øren har været væk fra markedet i 50 år. En del af publikum var kommet for at høre den “forkerte” Lise Bostrup, altså skuespilleren Lise Båstrup, læse op af H.C. Andersens eventyr.
Suk! Jeg kunne jo ikke skifte identitet, men jeg kunne vende lidt op og ned på mit planlagte foredrag om H.C. Andersens ambivalente forhold til julen ved at lægge mere vægt på oplæsning og direkte dialog med publikum.
Det blev faktisk meget interessant, gæsterne så glade ud og lyttede til min oplæsning, mens de spiste chokoladekage med flødeskum, som var en del af Kulturstyrelsens bevilling, og da tiden var udløbet, klappede de venligt – og købte mange eksemplarer af Forlaget Bostrups udgivelser Nissen hos den gamle købmand, Isjomfruen. Eventyr fra glemmebogen, Et blad fra himlen og At reise i en luftballon.
Godt nok er jeg ikke Lise Båstrup, men jeg tror, at det gik alligevel.
Tak til Lone Rytsel fra StORDstrømmen for det store arbejde med at skaffe penge og administrere det hele.