Expats Lolland-Falster er et netværk af mennesker, der er opvokset på Lolland-Falster, men nu bor i København. Gruppen er opstået som en del af protesterne mod mediernes billede af øerne, som man så det i serien “På røven i Nakskov” og hørte i den megen snak om “den rådne banan” for nogle år siden. Medlemmerne i netværket Expats vil gerne samles om deres positive minder fra øerne og styrke øernes image i de sammenhænge, de kommer i.
Bogen “Os hernedefra. Forfattere fra Lolland, Falster, Sydsjælland og omkringliggende mindre øer fortæller” blev torsdag den 2. juni sat ind i denne sammenhæng.
Efter et spændende oplæg af Dansk Industris tidligere direktør, Michael Svane, der er opvokset på Lolland og har gjort meget for at støtte områdets industri, præsenterede Lise Bostrup bogen og læste passager fra tekster om Lolland og Falster højt. Forfatteren Anne Pia Thoregaard, der er opvokset i Nykøbing, men nu bor i Rødovre, og Lisbeth Jørgensen, hvis digte om kvindelejren på Femø er trykt i bogen, deltog i arrangementet.
Som afslutning citerede Lise Bostrup Knud Romer, der i sin tekst “Jeg bærer Falster i mig” knytter an til den amerikanske rockgruppe The Eagels “Hotel California”. “You can check-out- any time you like, but you can never leave.” Den, der først er blevet mærket af områdets særpræg, kan flytte til København, San Francisco eller for den sags skyld Mars, men vil altid være præget af området på godt og ondt.