Det var temmelig koldt og der kom et par små byger, men alligevel herskede der travlhed på torvet i Vanløse lørdag den 13. november. Seks forskellige handlende havde slået klapbordene ud og sat gamle vaser, nyere tøj, bøger, tasker og sidst med ikke mindst en masse nisser og julepynt.

Foran udgangen fra metrostationen stod der formiddagen igennem forskellige grupper velklædte, nyfriserede og smilende kandidater til kommunalvalget og uddelte røde roser, croissanter, tebirkes og et utal af løbesedler.

Når der ikke lige var en metro på vej, gik de glade håbefulde kandidater og deres lige så velklædte og nyfriserede hjælpere rundt på markedet og snakkede med os, der stod i kulden og faldbød vores varer. Jeg fik besøg af kandidater fra Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten, Venste og Nye Borgerlige inden for fire timer. Det var faktisk temmelig hyggeligt at snakke med dem om deres visioner for Vanløse, og det lykkedes mig at få afsat seks bøger, heriblandt Med jahatten på, Med professorhatten på, Nissen hos den gamle købmand og At reise i en luftballon. De to sidstnævnte er skrevet af H.C. Andersen.