Forlaget Bostrup og Den Danske Sprogkreds deltog den 16. og 17. september i festivalen Sprogense i Bogense. Vi havde et fint, grønt telt i Sproggaden, der normalt går under betegnelsen Østergade og Algade, og Johan de Mylius og Lise Bostrup holdt to velbesøgte foredrag hver om henholdsvis H.C. Andersens forhold til ordsprog og dansk sprogpolitik.

Teltet var dekoreret med plakater med billedkunstneren Gert Ejtons illustrationer til Sprogkredsens bøger om ordsprog og faste vendinger, og der blev solgt mange eksemplarer af den helt nye bog “Hver fugl synger med sit næb. Farverige ordsprog til hverdagsbrug”, plakater med motiver herfra samt billedlotteriet “Med ja-hatten på spil”. 

Festivalen var velbesøgt, og der var tydeligvis mange, der havde taget turen over Lillebælt for at høre foredrag og se på udstillinger om det danske sprog.