“Meget underholdende og interessant lille udgivelse. Mange af de vendinger vi bruger i sproget, aner vi ikke, hvor kommer fra, eller deres helt bestemte betydning. Dette retter denne bog op på. Vil klart henvende sig bredt, da sproget er almenmenneskeligt og vendingerne brugt af mange.” “Anbefales  til indkøb.”

Sådan lyder konklusionen på Dansk BiblioteksCenters lektørudtalelse om “Med professorhatten på. Idiomatiske vendinger med historie”, som er udarbejdet af en arbejdsgruppe i Den Danske Sprogkreds under ledelse af Sprogkredsens formand, cand.mag. Lise Bostrup og illustreret af billedkunstneren, Gert Ejton. “Med professorhatten på” er udkommet på Forlaget Bostrup og kan bestilles her på siden.

En lektørudtalelse er ikke et hvilket som helst dokument. En lektørudtalelse er en uvildig professionel vurdering udarbejdet af en en kvalificeret person, som er udvalgt af BiblioteksCentret, og den bliver lagt til grund for bibliotekernes bogindkøb.

Lektørudtalelsen af “Med professorhatten på” blev udsendt i formiddags ved 11-tiden, og den har allerede resulteret i bestillinger fra Gentofte, Nykøbing F, Herning, Brønderslev og Randers.

Spændende, hvad morgendagen bringer!