Så er det i morgen, altså fredag den 15. november, at BogForum åbner dørene for den hidtil største danske bogmesse. Arealet er udvidet, så man nu kan gå ind lige fra metrostationen og så gå gennem den ene sal efter den anden med områder med forskellige temaer: børnebøger, madbøger, bøger, kriminalromaner, bøger udgivet af små enmandsforlag, natur og miljø, skønlitteratur og faglitteratur.
Den Danske Sprogkreds og Forlaget Bostrup deler en stand i hal C3 sammen med de store, traditionelle forlag: Gyldendal ligger lige bagved, KLIM lige overfor, og så er der Lindhardt & Ringhoff, People´s Press, boghandlerkæden Arnold Busck, DR og bibliotekerne. Det er erfaringsmæssigt godt at have stand tæt ved de store populære forlag, fordi de lokker mange mennesker ind i hallen.
På standen præsenterer vi alle udgivelser: Tidsskriftet Sprogkræsens 4 første numre, Sange om det danske sprog, Er dit modersmål okay? og den nye lærebog i dansk for udlændinge på mellemtrinnet Danskere.