Nu bliver det snart jul, og så skal vi spise julemad, danse om juletræet, synge julesange, drikke, give julegaver og læse juleeventyr og meget andet godt.

En af de personer, der i 1800-tallet var med til at forme de danske forestillinger om ”en rigtig jul”, var eventyrdigteren H.C. Andersen. Han tog fat i middelalderens forestilling om små overnaturlige væsener i naturen og skabte en lille drillesyg nisse, som han lod flytte ind hos en spækhøker og senere mødes med en madamme. Han beskrev julesneen, grantræet og snemanden og han gav liv til forestillingen om, at den lille, forfrosne pige, der forgæves forsøgte at holde varmen ved at afbrænde de svovlstikker, hun skulle have solgt, opnåede et ikke bare godt, men vidunderligt liv i himlen.

H.C. Andersen skrev som ret ung i 1832 julesalmen “Barn Jesus i en krybbe lå”, som stadig synges i de danske kirker. De første linjer i andet vers lyder ”Hver sorgfuld sjæl, bliv karsk og glad / ryst af din tunge smerte!”. Meget kunne imidlertid tyde på, at det ikke lykkedes digteren selv at bruge julen som anledning til at ryste sin tunge smerte af, for H.C. Andersen var ofte deprimeret – og det var især galt i juletiden.

– Når vi læser hans dagbøger, ser vi, at han ofte melder afbud til julearrangementer og undskylder sig med tandpine, bygkorn og lignende, og de eneste entydigt positive beskrivelser af julefester handler om dem, han holdt på sine rejser, hvor han for eksempel fejrede jul med Bertel Thorvaldsen og andre danske kunstnere i Rom, fortæller Lise Bostrup.

På tirsdag fortæller hun i regi af StORDstrømmen om spændingen mellem forfatterens eget liv og hans juledigtning, læser et eventyr og præsenterer en form for selskabsdigtning, som H.C. Andersen dyrkede, når han var gæst på de sydsjællandske herregårde, Nysø, Basnæs og Borreby. (Citeret fra Sydsjællands Tidende den 8. december 2022)