Den første dag på Bogforum var en stor succes for Den Danske Sprogkreds og Forlaget Bostrup. Stemningen på stand C3-038 var god og salget af den nye bog om ordsprog “Hver fugl synger med sit næb. Farverige ordsprog til hverdagsbrug” godt hjulpet på vej af et flot arrangement på Bellascenen, hvor skuespilleren Steffen Sommerstedt opførte en monolog, hvor han viklede mindst 20 af bogens ordsprog ind i hinanden med forrygende resultater.
For dem, der ikke kunne deltage i dag, er det muligt at opleve Steffen Sommerstedts show om gamle ordsprog i moderne hverdagsliv igen i morgen, lørdag den 5. november kl. 12 på standen.
I morgen vil Sprogkredsens bestyrelsesmedlem Karin Louise Sigurskjold tale om ordsprogenes histor kl. 13.30, forfatteren Ellen Strandgaard tale om ordsproget “Kast dit brød på vandet og du finder det igen efter lang tid, og så vil vi på standen præsentere den store antologi “Os hernedefra” med tekster af forfattere fra Lolland, Falster, Sydsjælland og de omkringliggende mindre øer først på Bellascenen, og så ved en reception på standen. Blandt deltagerne er Knud Romer, Peter Abrahamsen, Carsten Aner, Anne Holde, Gittemie Eriksen, Emil Progst og Steffen Sommerstedt.
Den Danske Sprogkreds kom flot fra start på Bogforum i dag. På billederne ses:
1) En af gæsterne på standen i snak med Sprogkredsens formand, Lise Bostrup
2) Skuespilleren Steffen Sommerstedt og Lise Bostrup på Bellascenen
3) Sprogkredsens næstformand Ingelise Hallengren i færd med at præsentere Sprogkredsens billedlotteri med faste vendinger for to gæster på standen
4) Reception på standen efter Steffen Sommerstedts show
5) Lyrikeren Anna Nyborg Mortensen i færd med at præsentere sit prosadigt fra antologien “Os hernedefra. Forfattere fra Lolland, Falster, Sydsjælland og omkringliggende øer fortæller”, som udkom på Forlaget Bostrup i sommeren 2022.
Find alle detaljer på www.Bogforum.dk.