At gøre sine hoser grønne er et gammelt dansk udtryk, der er blevet brugt om unge mænd, der forsøgte at indsmigre sig hos unge piger.
Hoser
Hoser var oprindelig en slags bukser (tysk Hosen), der dækkede fra låret og ned til foden, og de var oprindeligt syet af stof. I 1500-tallet kom strikkede strømper til at erstatte hoserne, og de strikkede strømper havde ofte fødder i modsætning til de gamle hoser. Da de havde fået fødder begyndte man at tale om at noget kunne passe som fod i hose. Hoserne blev ofte solgt af omrejsende købmænd, som Blicher har skildret det i Hosekræmmeren fra 1829
Farven grøn
Farven grøn er håbet og ungdommens farve, og der var i 1700-tallet en tradition med, at en pige kunne svare en frier med at sende ham en grøn sok, hvis hun var interesseret, og en sort sok, hvis hun ønskede ham langt pokker i vold.
I dag
I dag bruger vi stadig udtrykket at gøre sine hoser grønne, selv om vi aldrig kunne drømme om at iføre os hoser, uanset hvilken farve de måtte have.
I Weekendavisen blev de københavnske politikere, der stiller op i provinsen, for nogle år siden beskrevet således:
Beklageligvis giver valgloven ikke stedlige mandater nok til alle disse københavnske albuemennesker, hvorfor de må gøre deres hoser grønne ude i provinsen. Der er ikke én eneste jydepotte på københavnske mandater men en række københavnere på provinsens og især på Jyllands.